Nye tv-udsendelser til streaming på MitCFU

Lige om lidt er det slut med at købe tv-udsendelser på dvd hos MitCFU. De skal alle streames nu. De figurerer derfor heller ikke mere i vores nyhedslister som “Nye film”. Men fremover vil vi her på bloggen gøre opmærksom på nogle af de nye gode udsendelser til streaming. Det er vores plan, at gøre det ca. en gang om måneden.

Som underviser eller ansat kan du streame dem ved at bruge dit uni-login. Du kan også booke dem til dine elever i 14 dage ad gangen, så de kan streame dem både på skolen eller hjemme. Du kan få vejledning til bookning af bibliotekarerne.

Her er et par udsendelser fra den sidste måneds tid, der kunne være gode til brug i undervisningen her på skolen.


Skøn, skæv og 98 Dansk portræt fra 2018. 98-årige Tove ryger en joint om dagen. Så kan hun slappe af og lade tankerne gå på langfart. Tilbage til en ikke altid lykkelig barndom, til Anden Verdenskrig, hvor hun som modstandskvinde og lokkedue var med til at likvidere Hippoer, til tre forliste ægteskaber og til hippietiden – hvor hun rejste rundt i verden og endte med at sidde halvandet år i et fængsel i Beirut. Per Wennicks dokumentar skildrer en charmerende, skarp, politisk ukorrekt og usædvanlig kvindes dagligdag og liv igennem næsten 100 år.

59 min. Emneord: 1900-1999 | 2. verdenskrig | 2000-2018 | livshistorier


Hva’ nu, mor? Dansk dokumentar fra 2017 Når demens rammer familien, er det ikke kun den syge, der mærker det. Vi kommer helt tæt på vært Kasper Friche og hans familie, som hudløst ærligt viser, hvordan de løser de mange dilemmaer, der opstår i demensens kølvand. Det er ikke bare en sygdomshistorie, men derimod en fortælling om kærlighed og om, hvad der egentlig er vigtigt her i livet. For hvordan er man søn til en far, der opfører sig mere og mere som et barn? Og hvordan giver man som kone slip på den mand, man elsker og gerne vil holde fast i?

44 min. Emneord: demens | pårørende


Danmarks lækrestre spasser Dansk realityserie Mulle er spastiker, mor til to, skønhedsentusiast og elsker sine silikonebryster. Hun har altid manglet et forbillede, som både var et skønhedsikon og handicappet. Så nu tager hun sagen i egen hånd og indleder jagten på “Danmarks lækreste spasser”. Først skal hun overbevise DR2 om, at de skal producere hendes skønhedskonkurrence i et liveshow på TV.

47 min. Emneord: handicappede | normalitet | skønhed | skønhedsidealer | skønhedskonkurrencer | spastikere | spastisk lammelse | tv-programmer | underholdingsprogrammer


Olivers testamente
Da Oliver kommer hjem fra det psykiatriske hospital Skt. Hans, ser det hele godt ud, og Oliver begynder at planlægge sin fremtid med en drøm om at få kone og børn. Han bestiller et samtalekøkken og begynder at bygge sin svinesti af en lejlighed om til den kæreste, han håber at finde på nettet. Men hans veninde Jessica er skeptisk, for Oliver har en dobbeltdiagnose og drikker en kasse øl om dagen for at kunne klare sine psykiske problemer. Jessica har mange gange før hans indlæggelse fundet ham liggende på gulvet i en bunke tomme øldåser med masser af vrangforestillinger. Nu må Oliver ikke tage et skridt forkert – og sikkerhedsnettet er blevet sparet væk.

56 min. Emneord: alkoholikere | alkoholmisbrug | behandling | dobbeltdiagnoser | misbrug | psykisk syge | psykiske sygdomme | skizofreni


De skjulte overgreb
DR Dokumentar undersøger en af danmarkshistoriens største overgrebssager mod børn i en kommunal institution og i en spejderklub. Gennem en periode på 20 år lykkedes det en gerningsmand at misbruge mindst 28 børn, uden at hverken kolleger eller forældre fattede mistanke. Hvordan kunne det ske? I dokumentaren fortæller forældre om chokket ved at erfare, at deres barn er blevet misbrugt.

54 min. Emneord: overgreb | børn | personale | daginstitutioner


Gal eller genial Opstår det geniale i galskaben? Og kan der være en sammenhæng mellem at have en psykisk diagnose og et særligt kreativt talent? Det undersøger Jacob Haugaard på sin elskede tosseanstalt i Risskov i denne temalørdag. I sin jagt på et svar møder han blandt andet kunstneren Conny Maxwell, der lider af skizofreni, iværksætteren og forretningsmanden Morten Andersen, der ser sin ADHD-diagnose som en superkraft og musikeren Kjartan fra Folkeklubben, der lader sig guide af det skøre.

56 min. Emneord: kreativitet | kunstnere | psykisk syge | psykiske sygdomme | psykologi

Print Friendly, PDF & Email
Etiket: , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*